Værdibyg udgiver to nye vejledninger om udbudsprocessen

Lancering af to nye vejledninger: Dialog i udbudsprocessen og Udbud med forhandling.



At gennemføre udbud og afgive tilbud er en krævende og omkostningstung proces. Men det er også det afgørende tidspunkt i byggeprocessen, hvor priser og ydelser fastlægges, og hvor samarbejdsparter finder hinanden. Derfor er det vigtigt at have en god og værdiskabende udbudsproces.

Dialog i udbudsprocessen - samtale fremmer forståelsen
Udbuddet kan kun i begrænset omfang rumme alle de tanker, som bygherre (og evt. rådgivere) har gjort sig tidligere i processen. Det er ikke nemt at lave et udbud, der klart og entydigt beskriver bygherrens behov og ønsker, og udbuddet opfattes derfor ikke altid af tilbudsgiverne på den måde, som bygherren mente. Derfor er det i både bygherre og tilbudsgiveres interesse at have mulighed for at forventningsafstemme. Men god dialog kommer ikke af sig selv, og det er en forudsætning, at parterne har forberedt dialogen.

Den nye vejledning viser forskellige muligheder for, at byggeriets parter kan bruge dialogen til at komme bedre igennem udbudsprocessen og dermed få et bedre fundament for den efterfølgende byggeproces. Helt konkret kommer vejledningen med anbefalinger til hvordan man kan have dialog før og under udbud samt efter tilbudsgivning.

Udbud med forhandling er en vej til bedre byggeprojekter
Udbud med forhandling giver mulighed for en tættere markedskontakt og dialog i udbudsprocessen. Dette kan bruges til i højere grad at opnå bedre tilbud, budgetsikkerhed og den ønskede kvalitet i byggeriet. 

Vejledningen synliggør mulighederne for brug af udbud med forhandling og giver anbefalinger til, hvordan bygherre og bydende kan agere i de forskellige faser af udbudsprocessen. Med den nye vejledning i hånden bliver du klogere på hvad udbud med forhandling er, hvornår udbudsformen kan anvendes samt hvilke typer udbud, der egner sig til forhandling. Derudover indeholder vejledningen bl.a. anbefalinger til, hvordan bygherre og de bydende forbereder sig bedst til forhandlingerne, så de er værdiskabende for alle parter.

Program

  • Velkomst v. Jan Eske Schmidt, TEKNIQ/Værdibyg
  • Præsentation af de to nye vejledninger v. Rolf Simonsen, Værdibyg
  • Dialog i udbudsprocessen i praksis v. Michael Ryager, Bygningsstyrelsen
  • Udbud med forhandling i praksis v. Lasse Grosbøl, JJW ARKITEKTER

 

Se præsentationerne her