Hvem skal opfylde byggepladsens ønsker om bedre byggeproces?

Kom med til workshop den 28. juni om hvordan vi løser nogle af de udfordringer, som opleves i dagligdagen på byggepladserne.


 

På landets små såvel som store byggepladser oplever håndværkerne dagligt en række udfordringer, som står i vejen for deres arbejde og dermed bliver en barriere for den gode byggeproces og det gode resultat. De vil gerne løse udfordringerne i samarbejde med resten af branchen, og derfor inviterer Værdibyg nu til en workshop med fokus på, hvordan vi kan optimere byggeprocessens grænseflader.

Særligt oplever håndværkerne på byggepladsen udfordringer ift.:

  • Sikkerhed
  • Logistik
  • Tegningsmateriale
  • Rammer for dialog på tværs
  • Beslutningskraft
  • Information, indflydelse og inddragelse
 
Der findes mange gode værktøjer og vejledninger, bl.a. indenfor Lean eller fra Værdibyg, der kan løse nogle af netop disse udfordringer. Bygherrer, rådgivere og hoved/totalentreprenør har ofte både gode intentioner, politikker og redskaber til at skabe fokus på disse områder, men det er svært at få kommunikeret og holde fokus når byggeprocessen tager fart. De udførende håndværkere på byggepladsen oplever en række udfordringer i hverdagen og vil gerne have hjælp til, hvordan vi i fællesskab kan give intentioner, værktøjer og vejledninger gennemslagskraft igennem hele byggeprocessen.
 
Deltag i dialogen
Har du erfaring med og gode eksempler fra praksis på, hvordan I lykkes med at finde løsninger på byggepladsens velkendte udfordringer? Så er det lige dig, vi søger til workshop den 28. juni kl. 9-12.
 
Vi inviterer praktikere fra både bygherre-, rådgiver- og entreprenørvirksomheder til at komme og drøfte ønskerne med håndværkerne på byggepladsen. På workshoppen finder vi gode løsninger, på hvordan vi sammen kan løfte håndværkernes udfordringer. Så håndværkerne fx oplever at sikkerhed tages alvorligt, byggepladsindretningen er gennemtænkt, tegningsmaterialet færdigt, fagene samarbejder på tværs og at der er folk til rådighed, der kan og tør tage beslutninger. Folkene på byggepladsen skal informeres undervejs i projektet og gerne kende bygherrens succeskriterier.
 
 
Workshoppen er en del af projektet "Optimering af byggeprocessens grænseflader".